Blogs
Jeg skriver jævligt blogs på Hest-online.dk Herunder kan du læse min sidste blog og se de andre emner jeg har skrevet om. Har du gode ideer og noget du godt kunne tænke dig at jeg skrev om, er du velkommen til at komme med et forslag til mig.
Del af blogs i Maj mdr.: Et næsebånd skal ikke spændes for stramt.Emnet omkring korrekt spændt næsebånd og hvilke konsekvenser det har for hesten mener jeg er meget nedprioriteret, og der er generelt for lidt viden på området både hos de professionelle og amatør ryttere. Så jeg blev meget glad over at læse en artikel hvor dyrlæge og dressurdommer Hans-Christian Matthiesen forklarer omkring næsebånd og de problemer de kan give.
Hans-Christian oplever ofte, at heste, som kommer på hans klinik for at blive undersøgt for et rygproblem, ikke har problemer med ryggen eller sadlen, men i stedet for går med for stramt spændt næsebånd, har tandproblemer eller går med et bid der ikke passer.
Næsebåndet bør ikke spændes mere, end at man kan få en til to fingre ind under det. Overstramning af næsebåndet indvirker ikke alene i området omkring selve næsebåndet, det har også en virkning på nakken. Når man spænder næsebåndet til, så bør man prøve at holde en finger under nakkebåndet, så vil man opleve hvor hårdt det også spænder omkring hestens nakke.
Et stort tryk på hestens nakke kan beskadige den store styresene, som hæfter der, og i samme område sidder et nervebundt der udgår til hals, ryg samt ansigtsnerver. Ansigtsnervesmerter hos mennesker er særdeles smertefulde, og i de senere år har dyrlægerne også oplevet samme problem hos heste.
Desuden kan et stramt næsebånd og forkert bid have indvirkning på tungen, muskler og nerver i ansigtet, som så hænger sammen med muskler i resten af kroppen og dermed indvirke negativt på hestens bevægelse og smidighed.
Som tandplejer ser jeg mange trykninger, blå mærker og sår i kinden fra næsebånd som ikke sidder korrekt eller er spændt for hårdt. Men også en kapsun, en rebgrime og en for stram grime kan genere hesten og giver sår og trykninger. Manglende tandpleje er også en del af årsagen. Er tænderne skarpe, for høje eller sidder udenfor tandrækken i det område, hvor der bliver spændt noget omkring hestens hoved, jamen så vil der meget nemt komme sår og slimhindelæssioner.
Har hesten ondt eller har spændinger vil den ikke kunne udføre de opgaver vi stiller den, samt selvfølgelig ikke have den store gålyst og energi.
